Farvel til sekretariatsleder Bente Larsen
Ved udgangen af august stoppede sekretariatsleder Bente Larsen som leder af det 4-årige boligsociale projekt ’Brøndby Strand for Fremtiden’. Bente Larsen har igennem de sidste 4 år stået i front for en lang række tiltag inden for børne- og ungeområdet, netværksskabende aktiviteter, beskæftigelse, sundhed og image.
Bente har også tidligere været ansat i Brøndby Strand i perioden 1996-2005 og har derfor et indgående kendskab til bydelen. Her ser Bente tilbage og gør status over sin tid i Brøndby Strand.
Hvilke resultater vil du gerne fremhæve fra det seneste boligsociale projekt?
Jeg synes, at der er flere, der burde fremhæves, men her er det relevant at nævne juniorjournalisterne som et godt nyt initiativ. I mange år har vi efterlyst at høre, hvad de unge mener om verden, og hvad de går op i. Her har vi kombineret Lommepengeprojektets force med at afklare unge og gøre dem parat til uddannelse med netop artikler fra unges hverdag, skrevet af dem selv. På sigt kan det måske også skaffe flere lokale frivillige.
Kan du nævne nogen særlige højdepunkter fra hele din Brøndby Strand karriere?
Det er svært, for det jeg husker bedst er ikke nødvendigvis resultaterne, det er jo mere de gode mennesker. Jeg husker fx ret tydeligt søndagen efter den første gennemførte KulturWeekend. Det handlede om sammenhold, glæde og ekstrem udmattelse.
Ellers må et højdepunkt være Kvarterløfts Knudepunktsplan, hvor vi fik bl.a. fik nedlagt en vejbane og opført et kulturhus. Senere kom seniorbofællesskabet til. I dag er den plan for fortætning af Centret, som vi arbejdede med, stadig et ønske i kommunen. Jeg håber, at den en dag kan blive en realitet.
Hvad har du lært af arbejdet i Brøndby Strand?
At det enkelte menneske kan være afgørende, men at vi ikke kommer nogen vegne uden fællesskab. Vi er stærke, når vi løfter i flok. For nu at nævne en af de vigtige ting. Jeg har selvfølgelig lært så meget mere.
Hvad kommer du til at savne ved dit arbejde i Brøndby Strand?
De gode mennesker: Medarbejderne, de frivillige, beboerdemokraterne og kommunefolkene, som jeg har samarbejdet med.
Så har jeg også en svaghed for Brøndby Strand Parkerne. Jeg vil stadig lidt på afstand følge med i, hvordan det vil gå med renoveringen.
Hvad skal du arbejde med nu?
I de sidste 4 år har jeg ikke haft så meget kontakt til beboerne, som jeg ellers har været vant til. Det vil jeg gerne tilbage til, så jeg regner med, at jeg vil starte eget konsulentfirma, hvor jeg vil arbejde med at integrere nytilflyttere (både flygtninge og etniske danskere), og med at etablere seniorbofællesskaber, som jeg også har så mange gode minder med fra Brøndby Strand.