Koloni på tværs af generationer
Fra den 11. – 15- juli var 52 glade og feriestemte børn og voksne fra Brøndby Strand på beboerkoloni til Solborgen ved Sejerøbugten. På kolonien var det samværet, den frie leg og fællesskabet på tværs af familier, der var i fokus. En af deltagerne var Lis Hansen, der var på koloni sammen med sine 5 børnebørn i alderen 13 til 7 år.
”Det gik så godt. Børnene legede med hinanden hele tiden. Det var virkelig en god børnegruppe i år, der passede sammen aldersmæssigt. Der var ingen konflikter. De hyggede sig og fik spillet en masse rundbold, som samlede alle børnene, mens vi gamle kunne se til fra sidelinjen”, fortæller en glædesstrående Lis, der var med på koloni for 6. gang. Noget hun i den grad ser frem til og nyder, og helst uden børnenes forældre er med. For det giver mest at have børnene for sig selv.
For Lis Hansen er kolonien et årligt højdepunkt i samværet med børnebørnene. Det er en rigtig god måde at være mormor på. Lis Hansen har kunstige knæ og kan derfor ikke selv lave noget fysisk anstrengende sammen med sine børnebørn. Men på kolonien er det ikke noget problem, for der er en mange andre børn, de kan lege med. Og så er familien alligevel sammen og får en masse fælles oplevelser.
Også 73-årige Jette Eklund var alene af sted med sine børnebørn. Hun har også tidligere været med på koloni. Hun fortæller: – Hvert år, når vi er på vej hjem i bussen, tænker jeg meget træt ved mig selv: Du gør det aldrig mere, og mens jeg gør det, siger mit barnebarn til mig: Mormor, du husker lige at melde os til kolonien næste år, ikk’? Og så er den sag afgjort. Og som regel har jeg lyst til at tage af sted igen allerede dagen efter hjemkomst.
Det er ikke kun Lis og Jette, der nyder kolonien. Det gør deres børnebørn faktisk også. Lis’ børnebørn Lucas på 10 år og Natasja på 13 år fortæller glade, at det var en rigtig god koloni i år, og at de mødte en masse nye mennesker. Og Lucas bemærker, at det var dejligt, at der ikke var nogen, der sagde, at man ikke måtte være med i legene.
Mens børnene leger derudaf, sætter Lis og Jette ved bedstemor-bordet og spiller 500, hvilket også kan tiltrække børnene, når de skal have en pause fra at løbe rundt og lege.
Banko er et fast programpunkt
Meget af tiden på kolonien er afsat til fri leg. Her kan børnene lege med dem de vil og lave det, de vil. Der spilles Kalaha, males med ansigtsmaling eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at der er masser tid, og at ingen pludselig skal hjem, i skole, til gymnastik, fodbold eller en anden skal-aktivitet, som en almindelig hverdag byder på.
Den eneste faste tilbagevendende aktivitet fra koloni til koloni, som er programsat og forberedt, inden nogen har sat sig i bussen, er banko. En aktivitet, der samler alle, og hvor der er fuld koncentration på at få hele pladen fuld. Og så er der præmier; bamser, tuscher og bøger og lidt slik på bordet. Det er virkelig en aktivitet, alle glæder sig til.
Alle skal bidrage til det praktiske
På kolonien har alle pligter og skal hjælpe til at med få det hele til at fungere. Opgavefordelingen er allerede aftalt inden selve turen. De opgaver, der skal løses i fællesskab, er madlavning, opvask, rengøring, oprydning og borddækning. For Lis Hansen ligger det fast, at hun tager toiletterne. Og det er hun glad for. For det kan hun gøre i sit eget tempo, fortæller hun.
Familiekoloni for 12. gang
Det er 12. gang, at Børnenes Rejsebureau står for at arrangere en koloni for områdets familier. Kolonien er for børn, der bor i en af de 9 boligafdelinger i Brøndby Strand. Børnene skal være i følgeskab med deres forældre og/ eller deres bedsteforældre.