Ramadanen er hyggelig

Af junior-journalist: Laila Akhlef

Overalt i verden holder muslimer fortiden ramadan. Ramadanen betyder faste i dagstimerne og fokus på spirituel lærdom. 15-årige Safia fra Brøndby Strand holder også ramadan – en måned, hun er meget glad for af mange forskellige årsager.

Safia

Safia fortæller:

”Nu er det endelig den tid på året, hvor vi muslimer skal faste, bede til gud og få mulighed for tilgivelse for vores synder. Jeg synes, at det er en dejlig måned, hvor vi kan sætte os i de fattiges sted og forstå, at det faktisk er meget svært at gå sulten rundt uden penge. Det er også i slutningen af denne måned, de fleste muslimer giver almisser til de fattige.

Jeg synes egentlig ikke, at det er så svært at faste. Når der først er gået nogle dage, så vænner man sig til det. Men den første dag er nok den sværeste. Når man faster, må man først spise, når solen går ned, og det er cirka ved 21- 22 tiden.

Jeg synes også, at der er noget rigtigt hyggeligt over ramadanen. Hele familien er samlet og vi spiser god mad, som typisk er fra vores hjemland. Det er også hyggeligt, fordi man så nogen gange aftaler med sine venner eller veninder at åbne fasten sammen. Og det sker også tit, at jeg inviterer mine danske naboer med hjem og spise med os, så de også kan se, hvordan det er. Hos os er alle i hvert fald velkommen.”